Erik Kyndal var cand.theol. fra Københavns Universitet (1956), men blev efter bl.a. et vikariat for professor K.E. Skydsgaard og en stilling som sognepræst ved Svallerup Kirke ved Kalundborg i 1972 fastansat som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet. Her virkede han til sin pensionering i 1994. I 1995 udgav Det Teologiske Fakultet i Aarhus et festskrift i anledning af hans 65-års fødselsdag. Det fik titlen Verbum Dei – verba ecclesiae og var redigeret af de to dogmatiske professorer Theodor Jørgensen fra København og professor Peter Widmann fra Aarhus. Tilsammen siger titlen og redaktørerne noget om Kyndals teologiske og kirkelige betydning: For dogmatikeren og lutherforskeren Kyndal var Guds ord udgangs- og omdrejningspunkt. Det gjaldt også for hans kirkeforståelse. Kirkens ord i flertal skal altid lade sig udfordre og opbygge af ordet i ental. At det var de to dogmatiske professorer, der stod som udgivere, bærer vidnesbyrd om Kyndals betydning for dansk teologi og kirke. Kyndals placering her var måske ikke så synlig udadtil, men han spillede en stor rolle internt i folkekirken, og have stor indflydelse på dens økumeniske orientering, som han udfordrede og udvidede. Altid på et sagligt og solidt grundlag, som aftvang respekt – både hvad angik hans akademiske og hans kirkelige indsats.

Kyndal begyndte som Lutherforsker, men det økumeniske udsyn var med fra begyndelsen. Et studieophold i Heidelberg gav ham indsigt i katolsk teologi og tradition, som han senere kunne trække på, da han blev aktiv i arbejdet inden for Leuenberg-fællesskabet, det som nu hedder Fællesskabet af protestantiske kirker i Europa. Blandt Kyndals første arbejder, finder vi artikler, der kredser om sammenhængen mellem udviklingen i Luthers sakramentsteologi og i hans kristologi. Navnlig hans artikel til K.E. Skydsgaards festskrift påkalder sig opmærksomhed. Her pegede Kyndal på en afgørende udvikling i den unge Luthers sakramentsforståelse drevet frem af en ny forståelse af forholdet mellem forjættelsesordet (promissio), det sakramentale tegn og Luthers kristologi. Artiklen er bemærkelsesværdig af to grunde. Dels korrigerede Kyndal med artiklen Prenters forståelse af den unge Luthers teologi, som ikke tillod nogen afgørende udvikling. Dels pegede Kyndal med sin fremhævelse af forjættelsesordet på det forhold, som den tyske Lutherforsker Oswald Bayer nogle år senere med inspiration fra nyere sprogteori udfoldelde i sin bog Promissio. Når Bayer har fundet mange danske læsere, kan det ikke udelukkes, at det blandt andet skyldtes af jorden på forhånd var gødet af bl.a. Erik Kyndal. Kyndal pegede rigtigt på, hvordan tegn og ord i høj grad smelter sammen i Luthers sakramentsforståelse og ikke kan adskilles fra hinanden. Ikke mindst i forbindelse med de aktuelle drøftelser af folkekirkens sakramentsforvaltning er det grund til at genlæse Kyndal.

Kyndals arbejder er i det hele taget præget af en uhyre grundighed, der stadig gør dem anvendelige. Det sker stadig, at studerende, der vil beskræftige sig med Bonhoeffer og Luther, bliver henvist til Kyndals artikel om den dyre og den billige nåde fra 1961, netop fordi den i sin nuancering er så præcis.

Af to omgange blev hans Lutherstudier samlet i småtryk fra det daværende Institut for Dogmatik. Heldigvis kan disse småtryk stadig lånes på det Kongelige Bibliotek.

Kyndals energi som Lutherforsker blev lagt i Luthers anden salmeforelæsning, fordi Luthers udvikling her netop kan følges nøje gennem de to år forelæsningen stod på. Kyndals disputats, der blev forsvaret i 1985, handlede dog om et andet emne, som afspejler den anden væsentlige side af hans teologiske virke. Med afhandlingen Nadverlære og nadverfællesskab  tog Kyndal udgangspunkt i Luthers nadverlære for kritisk at belyse den senere lutherske nadverlære, med inddragelse både af nytestamentelige grundlag og forholdettil samtidens økumeniske samtale. Som luthersk teolog måtte teologien for Kyndal på den ene side netop være grundet i Ny Testamente, på den anden side måtte den være orienteret mod den kirkelige fællesskab i en bredere forstand, netop fordi nadverens betydning er etablering af fællesskab. Med dette udgangspunkt var det naturligt for Kyndal at følge de protestantiske kirkers tilnærmelse mod hinanden, som i 1973 resulterede i Leuenberg-erklæringen, hvori lutherske og reformerte kirke gensidigt anerkendte hinanden som kirker fuldt ud. For Kyndal var den en klar fejl og i modstrid med egen teologi, at folkekirken ventede helt til 2001 med at tilslutte sig. En holdnig han delte med den anden store samtidige økumeniker Peder Nørgaard Højen. Med sin disputats var Kyndal også med til at understrege nadverens centrale gudstjenestelige betydning.

Det økumeniske engagement fortsatte Kyndal også som emeritus. I 2000 oversatte han for Det økumeniske Fællesråd Confessing the one faith, en økumenisk udlægning af den nikænske trosbekendelse udgivet af Kirkernes Verdensråd, under titlen  At bekende den ene tro. En økumenisk udlægning af den ene tro. Denne bog tilegnede Kyndal den tredje af generationens store økumenikere, kollegaen Anna Marie Aagaard, som døde tidligere i år.

I 2005 stod Kyndal på vegne af Det mellemkirkelige Råd bag oversættelsen af den oprindelige Leuenberg-konkordie og fællesskabets senere dokumenter om kirkeforståelse, om dåb og om nadver, og udgav dem sammen med en indføring i en samlet publikation, som stadig bruges i undervisningen.

Da Kyndal allerede gik på pension i 1994 er det de færreste blandt de nuværende ansatte, der har oplevet at være kollega med Kyndal; men mange husker ham som en grundig underviser, der som person var venlig og generøs, men i diskussioner ikke lod nogen tvivl tilbage om sit engagementet i en given sag. Efter sin pensionering vedblev han med at have kontakt med fagmiljøet, og jeg selv, der endnu ikke var kandidat, da Kyndal gik på pension nød særdeles godt af hans interesse i og beredvillige diskussion af mine Lutherlæsninger, så længe han endnu boede i Egå. I 2003 flyttede han med sin hustru Helga til Hillerød, hvor de boede smukt med udsigt til Frederiksborg slot.

Erik Kyndal var en fornemt eksempel på sammenhæng mellem solide Lutherstudier og økumenisk engagement. Dog mærkede man i senere interviews, at hans optimisme, hvad kirkelig tilnærmelse angik, som var tydelig også i hans disputats, blev mindre med årene. I disputatsen slutter Kyndal med at forudsige, at den store anerkendelse mellem protestanter og katoliker nok først sker, når øst- og vestkirke nærmer sig hinanden.  Hvad det angår, har man i de senere år set fremskridt, både hvad den katolske kirke og de lutherske kirker angår. Det kan være, at Kyndal får ret, og det derfor igen kan gå fremad.

Erik Kyndal begraves fra Helleruplund Kirke fredag den 15. august kl. 13.